Tirsdag d. 17. november 2020

osterbro2020, Koncerter

Dahlia string Trio “Beethoven Marathon del 1”

I anledning af 250-året for Beethovens fødsel præsenterer Dahlia String Trio den store klassiske mesters komplette strygetriorepertoire i et ambitiøst maraton over to aftener i november 2020 som en del af Østerbro Koncertforenings serie “Beethoven: Grand Finale!”

I løbet af de forgangne tre sæsoner har trioens musikere Emma Steele, koncertmester i det Kongelige Kapel, Sune Ranmo, solobratschist i Det Kongelige Kapel, og Dorothea Wolff, solocellist i Odense Symfoniorkester, arbejdet i dybden med Beethovens strygetrioer. De er nu klar til, over to aftener, at præsentere deres egne fortolkninger af de fem trioer som et samlet hele.

Beethovens strygetrioer er alle skrevet i årene mellem 1794 og 1798, i hans tidlige kompositionsperiode, hvor han hovedsagelig var kendt som en virtuos pianist.

Det var en meget turbulent tid i Europa, og Beethoven gengav i disse sine første strygerværker ikke alene de voldsomme omvæltninger i samfundet, men også sit personlige brud med og uafhængighed fra samtidens kompositionspraksis.

På denne tid anså Beethoven selv strygetrioerne som sine bedste kompositioner. De udviser lige så meget gnist og kreativitet som ethvert af hans senere værker og skaber grundlaget for både strygekvartetterne og symfonierne, som han først begyndte at komponere efter at have færdiggjort trioerne.

For at give trioklangene modspil supplerer Dahlia med tre Beethoven-værker for andre besætninger. Trioens bratschist og cellist mødes i en duet, og to musikere fra to af Østerbro Koncertforernings andre ensembler slår følge med Dahlia: fløjtenist Ragnhildur Josefsdottir fra Trio Amerise i fløjteserenaden, og – som en Grand Finale – violinist Malin William Olsson fra Messiaen Quartet Copenhagen i et af komponistens allersidste værker, “Grosse Fuge” for strygekvartet.

Før koncerten er der en koncertintroduktion ved Ole Bartholin Kiilerich, Odense symfoniorkesters musikformidler.

Program

Ludwig van Beethoven (1770-1827)

– Strygetrio i Es dur, Op. 3

– Serenade i D dur for Strygetrio, Op. 8

– Serenade for fløjte, violin og bratsch, Op. 25

Billetter og praktisk info

Koncertintroduktion kl. 18.45-19.15 ved Ole Bartholin Kiilerich, Odense symfoniorkesters musikformidler.

Koncerten starter 19.30.

Billetter: 150,- (studerende 80,-)

Køb din billet på linket herunder (Safeticket). Af coronahensyn sælger vi ikke billetter i døren for at mindske kødannelser.

KØB BILLETTER HER VIA SAFETICKET