Skip to content
Nordsøens Resonans
Østerbro Kammermusikfestival - 11 til 14 juni

Med Nordsøens Resonans har vi ladet Nordsøen være vores pejlemærke. Havet forbinder lande, mennesker og fortællinger – og på samme måde ønsker vi, at festivalen skal forbinde musikere og publikum i et levende fællesskab her på Østerbro.

Over fire dage præsenterer vi ti koncerter med vores husensembler og nære samarbejdspartnere, heriblandt Esbjerg Ensemble og Ensemble MidtVest. Festivalen bygger videre på vores koncertsæson, men giver os mulighed for at samle kræfterne og tænke lidt større – både i repertoire og i formater.

Årets program bevæger sig som bølger gennem tiden. Vi møder havet helt konkret hos Claude Debussy i La Mer, og vi rejser mod Færøerne med Carl Nielsen. Hos Ralph Vaughan Williams åbner det engelske landskab sig i lange, syngende linjer, mens Edvard Grieg bringer fest og energi ind i strygerklangen. Hos Felix Mendelssohn bliver rejsen et helt centralt motiv – hans Skotske symfoni udspringer af egne oplevelser i Skotland og kredser om bevægelse, landskab og indtryk omsat til musik.

Samtidig er vi stolte af at præsentere årets festivalkomponist, Sally Beamish, som med sit blik for historien og sin stærke nutidige stemme binder tråde på tværs af tid. Festivalen er også et sted, hvor vi leger med rammerne. Vi inviterer til familiekoncert, strikkekoncert, taffelkoncert, meditationskoncert og kaffekoncert – formater, hvor musik og hverdag kan mødes på nye måder. Det bliver spændende at inddrage publikum til disse koncerter!

Som en gennemgående tråd præsenterer vi i år en ny Festivalsignatur af Gustav Bjerre. Værket udfolder sig i flere dele hen over dagene og kredser om hukommelse og bevægelse – som små musikalske pejlemærker, man kan genkende undervejs.

Festivalstemningen breder sig ikke kun i koncertsalen, men også på den hyggelige festivalplads, hvor der serveres mad og drikke under festivalen

Vi håber, I har lyst til at være med hele vejen – eller dykke ned i enkelte koncerter – og mærke både musikken og festivalstemningen i vores flotte hjem Unitarernes Hus her på Østerbro.

Partout Billet
Fra 450 kr
Enkelte billetter
Fra 50 kr
FESTIVALPROGRAM

Åbningsfanfare

Åbningsfanfare og bobler til alle publikummer. Vær med til at skyde festivalen igang.

Strygerfest!

Bølger af strygerklang fører os gennem tiden - fra Beethoven til Britten og årets festivalkomponist, Sally Beamish.

Strikkekoncert

Til denne koncert inviteres du som publikum til at strikke til levende musik.

Nordiske vinde med Ensemble Midvest

Vores trofaste, Ensemble Midtvest, byder på en rejse gennem tidløs dansk musik i samspil med mesteren Crusell.

Talk med marinbiolog Magnus Wahlberg

Hvad taler hvaler, sæler og fisk om? Om lyd, kommunikation og livet under havets overflade.

Bølgende Klange

Bølger, vand og hav – festivalens tema Nordsøens Resonans kan næppe stå klarere.

Børnekoncert: Instrumentbyggerne

Børnekoncert med strygekvartetten AKELA, hvor hele familien inviteres til at udforske musik og bygge egne instrumenter.

Taffelkoncert med Esbjerg Ensemble

En sanselig taffelkoncert med Esbjerg Ensemble, hvor klang, nærvær og klassisk smørrebrød mødes i et fælles rum

Kaffekoncert

Kaffekoncert – toner, fortællinger og duften af kaffe. Her får barokkens fascination af kaffe plads i programmet.

Talk med komponist Gustav Bjerre

Her får I chancen for at komme bagom kompositionen og årets signatur-komponists virke som komponist.

Rejser

Rejser er et centralt begreb for den skabende kunstner og netop dette søger programmet at udfolde.

Meditationskoncert

Variationer af stilhed – en koncert, der inviterer os til at finde stilheden.

Byvandring

Havet set fra land – en stemningsfuld byvandringskoncert med udgangspunkt ved Unitarernes Hus og Holmens Kirkegård.

Back To Top