Skip to content
Crusell Trio og Østerbro Festival Ensemble

Crusell Trio og andre udvalgte huskunstnere dykker til denne koncert ned i to meget spændende værker!

Johanna Müller Hermann – Klaverkvintet
Isang Yun – Trio for blæsere

Isang Yun:

Værket med den enkle titel ”Trio” blev skrevet i 1992 af den koreansk fødte komponist Isang Yun. En mand der flere gange havde oplevet besættelse og undertrykkelse i sit eget liv. Isang Yuns musik bærer præg af hans forhold til hjemlandet.

Han bruger ofte instrumenter, klange og reminiscenser fra koreansk musik, udtrykt gennem et europæisk samtidssyn. I den rigt ornamenterede musik hører vi kraftige emotionelle udbrud, afløst af statiske passager med akkorder der langsomt ændres i kvarttone intervaller. Et sælsomt musikalsk landskab der efter et skrig fører os helt ned i dybet. Vi ledes tilbage til en kraftfuld ladet slutning.

En meget personligt og udtryksfuldt værk der har kraften til at berøre os dybt.

Johanna Müller Hermann:

Johanna Müller-Hermann (1868-1941) var en af sin tids mest prominente kvindlige komponister, født i Østrig, uddannet i Wien, hvor hun efterfølgende levede og arbejdede i begyndelsen af 1900-tallet. Da hun var kvinde, blev hun nødt til at gifte sig, før hun kunne uddanne sig i violin, klaver og komposition.

Hun giftede sig og kunne så studere komposition hos bl.a. Alexander Zemlinsky. I 1918 overtog hun professorsstillingen i musikteori ved konservatoriet i Wien. Hendes værkliste er stor og bred, men meget lidt er blevet bevaret og spilles. Hendes klaverkvintet fra 1931 var indtil helt for nylig ukendt, og vi er derfor ekstra glade for at kunne præsentere den – det er sandsynligvis en Danmarkspremiere.

Det er et fuldblodigt, modent værk, komponeret i fire satser som maler et flot portræt af tiden og stedet, hun virkede i.

De tre musikere i Crusell trio, Sebastian Stevensson, fagot, David MAP Palmquist, horn og Viktor Wennesz, klarinet spillede sammen for første gang til Østerbro Koncertforenings Sommerfestival i 2019. Her fandt de en helt særlig magi i klangen af de tre instrumenter sammen; klarinet horn og fagot. Det blev starten på Crusell Trio som også er en af vores husensembler.

Musikere:
Malin William-Olsson, Violin
Carl-Oskar Østerlind, Cello
Kristoffer Hyldig, Klaver
Viktor Wennesz, Klarinet
Sebastian Stevensson, Fagot
David M. A. P. Palmquist, Horn

Køb billetter på Safeticket her

Crusell Trio og andre udvalgte huskunstnere dykker til denne koncert ned i to meget spændende værker!

Back To Top